Poesi.

Hellige ord rejser gennem tiden

som kugler mod menneskehylstre.

Mudrede stier skrider frem

og asfalteres med grus og størknet kød.

Spæd dejser om til en stank af sult

så grådig som TikTok.

Gaza! Jeg er fanget

bag dødehegn i et gøjl.

Luften tændes med en rosengylden flamme

bredere og bredere, blegere og blegere

og den blændende sandsky æder solhjørnet.

En ærkeengel stiger ned fra lysflagerne:

Smil til dronen!

Måske vil den skyde en reklame?

I skyggerne sidder fortyndede barndomme

og bytter minder som smuglergods.

Jeg splitter drømme i rationer

der skal række til i morgen.

Gaza, giv mig fred –

for Jahve kan ikke æde Allah

og Allah kan ikke æde Jahve

mere end en slange

kan blive mæt

af at bide sig i halen.

Mødre i murbrokker

glor på en parkeret konvoj

mens bøn blokeres af støj.

Gaza, mellem spot og spotlys

under keffiyeh-himmel og Davidsstjerner

viste al blod sig rødt.

Kærlighed har din løsesum;

før eller senere

skal vi alle ud herfra.

Tiden hvisker langsomt akut –

spørgende om du vidste

hvem du var?

At tjene evigheden skal være sjovt.

Det stod med spraymaling

på en væg ved ringvejen.

En stjernemæt hvælving af nat

solede maveskindet

på byens gravide lysskjold.

Aldrig har historien

forlangt et så højt niveau

af impulskontrol.

Vi holdt driften i skak.

Gik pænt i vejkanten af os selv.

Sendte følelser med forsinkelse

for ikke at virke sultne.

Og trods mørket brænder

kender kun få

en luksus ved livsfarens gnist

og trods mørket brænder

med en fantastisk intention

så jeg løgnen forklæde sig

som det yndigste smil

og blænde en hel nation.

Ord på ord

regner som guld fra den himmel blå

ud over mark og by

hver gang vi mødes.

Hjertets vokaler kilder som vinden

der bøjer rugen uden at knække den.

For ord er ikke vold, men vilje.

Og frihed er ikke givet – men givet videre.

Mellem fjord og favn

blusser det sagte op

og opløser morgendagens dis.

Lad dansk for altid være

et sandhedens sprog.

Som vreden krydser Atlanten

trives urtehaver på tagterrasserne.

Over byen flimrer glorien

med sit syn af el

og ar koblet til ladestanderen.

Adam er på vej til genbrug

mens Eva kyler skroget efter Gud

og køber ikke-amerikansk

på Instagram.

I dag skinner solen

på mit sinds kirkegård.

En rose står i svidende flor

og maler længslen i Aisha.

Jeg vil bo på Nørrebro

uden at betale jizya.

Men med østenvind

gik sandkorn ind

gennem kontinentets åbne sår.

Dydige spir drysser pollen af blår.

Kontaktløse transaktioner

så længe som muligt

før versenes knytnæver finder vej

mod en godtroende kind.

Jeg skuer bølgerne på lyshavet.

Her, hvor glæde er en dis

der afskærmer

den blændende uendelighed

kan Gud takkes

for ansigtets tegn på død.

Bølgerne foldes som rynker på dagen.

Luftens blåspejl agerer psykolog

og stiller syntetiske spørgsmål

med henblik på

at indfange forvrængninger.

Temperaturen stiger

til brus evaporerer –

tågen ekspanderer til en surreal skyhvælving.

Helligånden dykker i det mørke:

Sort! Som en hvidhaj mod dybets fristelser.

Et fragtskib læsset med forbrug

cutter overfladen op.

Urolige robotter mærker den knitrende bobleplast.

På kysten af en smeltende ørken

trækker havet sin turkise duft.

Tid synker i gletsjernes ego

der trues med ild, ord og luft.

Minten suser gennem søveje

for nu vil alle have en bid

af din softice.

Mine blåsorte fingre

penetrerer søens skjold.

Isføn kradser runer i mit kranium.

Jeg letter i et svalt nulrum

mens ord fra vandets urværk

nulrer sprukkent væv.

Jeg sætter mig

overfor dig

trods kupéen

er fyldt med tomhed.

Lytter til skeletterne rasle

i din psykes katakomber.

Jeg observerer dit tankeunivers

antænde et big bang:

Er jeg endnu en morder?

Eller kan vi lege

ad smilets rutsjebane

og nyde novaens udfoldelse?

Du kan skrue op

eller ned

for musikken

jeg er her stadig

på stellarvejen

til du tør

smage på dig i en fremmed.

Vil du kende dig selv

må du se din skygge i den anden

se din urtid på verdenskortet

hvor dine CPR-løse forfædres veje

flakker som nordlys

mens du kigger ned fra et tyndt skylag

svævende igennem nattens

marmorhvide bølger.

Vrede unge kvinde

hvis du fornærmes

så råb og skrig og post;

gør det til din kamp

imens din hijabklædte søster

må nøjes med sten.

Sådan viser du

at du er perspektivernes herskerinde.

Tolerancens tuba tuder tilfredse toner

så længe orkestret tilslutter sig tonearten

og de rigtige meninger

er fasttømret til partituret.

Flæsket blævrer

bølge efter bølge.

Lingerimodellens indtægtshud

presser rammen på displayet

der udmattet ruller videre

til en big mac-reklame.

Et klæbrigt mørke males på kraniernes indersider.

Utal af brændte aftaler svider i det grå.

Byen tænder en selfie

og siger; det nok skal gå

selvom den i nat

blev kneppet uden kondom.

Ilduret på bagsiden af forventning

holder øje med gaderne.

Tobenede fortvivlelser med smerter i underlivet

slår streger op ad de blødende bygninger

hvori deadlines printes som mikrosnit

og pseudo-intelligens er limet fast

til kontorstolene.

På tagene danser en farverig forvrængelse

der forcerer et normalt menneske

at stole på betamænd og alfakvinder.

P-piller og spiraler blomstrer i kolonihaven

hvor kvinder er reducerede til sterile udløsningsvioler

som XY’er med social status

kan bruge og smide væk.

Nysgerrig eftermiddagssol smugkigger eksperimentet

gennem et lille hul i himlen.

Der kan synes harmoni

men det er underlagt et monarki

fordi større planter kaster skygger

så fyr uden status

må nøjes med at visne

til en virtuel form for porno.

På urtebedets dansegulv

rykkes de grænseoverskridende op som ukrudt

krudtet af på XXX-urter.

Fra hullerne gror X og skøre skøger.

Sandslotte

af døsige dogmer lagres på en syg server

der ligger i krig med øvrige.

Den dominante bitgøglers blændværk

får retten til at beskygge alt.

Pixelsolen brænder billeder fra hornhinden

til opfattelsens yderlighed.

Smilet rammer gennem vinduet

og splintrer i det indre.

En digital rotunde af kedsomhedsjuveller afsøger en tilstand

der ikke findes på noget spektrum.

Tiden tikker så sneglende

at en 7-årig poster antiage-produkter på Tok.

Ædel er grimt

dreng er pige

hvid er ond

rask er farlig

naturlig er unaturlig

kroner er retfærd

fred er uprofitabel

samvittighed er løgn

kritisk tænkning er diagnose

realisme er psykose

Glasportaler til pseudoverdener

og cinematiske psykoser

kører kvalmekarrusellen

med en sådan kraft

at stopknappen er gået itu

og ingen længere kan svare på

hvorfor de er deres køn.

Men for lige nu er skyerne smuttet

og solen størkner slimet til en kapsel om sindet

hvor ængsteligt cytoplasma

vil have dig ned gennem Strøget

for at se på mennesker

banke ind i hinanden som radiobiler.

Og som du går der

med ultraviolet på din hud

stalkes du af de kvalmende logoer

der kalkulerer i din købekraft

men i de fleste tilfælde

kan du kun købe kræft.

For reklamealgoritmen

er lige så slim

som nævemuslim

der er lavet af tålmodighed

til at vente generationer

med at lade et talrigt helvede

bryder løs over værten

og så verden

til den står i slam.

Nu er kunst forbeholdt kunstig intelligens

og bevidsthed fordamper i kulturel demens

imens AI-generede holdninger rikochetterer

som patroner fra tastaturkrigernes hær.

Velfærdens skedevæg er for glat

til at kritiske tanker kan få fat

al oprør fremstår mat.

Algoritmisk diktatur

stiller sit ur

mellem pandemi og krig.

Og næppe hører Herren din bøn

eller dit skrig

når et kneppet belønningscenter

er fyldt med synd;

XVIDEOS og Pornhubs kirke

har langt flere disciple

end Jesus kunne drømme om.

I Vor Frue Kirke står Jesus mejslet i marmor.

Hans favnende positur er betinget af statens mammon.

Frem træder en af denne sæsons konfirmander

og skænker en bøn til kameralogoet

og derefter epilepsinodelogoet

og derefter det hvide f omsluttet blå tornekrans.

Alle lå i lommen.

Uden for på Gammel Torv

fortsætter symbolsygen.

En sodavandsproducent har penge nok til at udsætte

den fysiske offentlighed for et vederstyggeligt syn

af et tredivekvadratmetersexysukkerhooksreklamebanner.

Jeg vender mig om

og flygter

men snubler og forvikles

i et spind af muligheder

stikkes ned

i synet af Strøgets varemærker

der blandt andet former sig som kurvekroppe.

Hverdagens livløse stik

erstatter kærlighed

med erotik.

Ser en marcherende flok regnbuetropper

ad gaden i asynkron strækmarch

nogle af dem har skilte

hvor en stor cirkel hviler på et lille kors.

Der er en knytnæve i cirklen.

Deres sprog rummer kun fælleskøn.

Engel med skærmkrop

spejler sig i cyanidbekendskaber.

Værdighed ofres ikke alene på sociale altre.

Vi danser med glasfingrene

og kaster op som punkter i en glubsk matrix.

Disse tiders nyheder er skrig og krig

hvorfor de blot bør kaldes heder.

I brutal fornægtelse nægter bolig

bizzen stadig at lette grebet

så nakkerne gisper hårdere end kontanterne.

Vælter fra den ene ydmygelse

til den næste

intet læres.

Publikum venter stadig på svar

om det bliver ild eller empati

som opløser grænserne.

Pupillen er selv ansvarlig

men vælger at scrolle

hovedet i jorden

som en papstruds.

Valiumord giver et pink modspil.

Børn af skilte forældre

og andre syndige produkter

surfer på bølgerne til næste uge.

Snart vil den dag komme

hvor overlevelse stiller krav.

Og da vil sindsro være i højere kurs

end din preppede kujonkonserves.

En rosevind

smyger sig

i sansningens entré

og en pudret skabning

med ring i næsen

føler sig krænket over min eksistens.

Jeg befinder mig i byen

menneskets falske paradis.

Folk hvirvler rundt

for at anskaffe sig flottere ting.

Udstødning fra visnede køretøjer

bestøver mine næsebor

mens tusind syrlige symboler

eksploderer i øjnene på mig.

Langs stræderne suser en stresset vind.

Et skilt med glade ansigter

forsøger at bilde blikket ind

at frelsen helt sikkert findes

i en ny telefon.

Mellem angst og tomme butiksruder

blafrer et vidnesbyrd om

at selvet ikke kan overvinde selvet.

Der er jag i luften

og gråt på himlen

og højtrykket presser sarte vinduer.

Farverne i bygningernes arvæv

er dybe

ligesom dybet i ateismen.

Frit fald fra øverste mening

rammer asfalt for hvert skridt.

Propperne i ørerne

og skærmen i pupillerne signalerer

at ingen ønsker kontakt.

De utro ser frem til at vintertid

giver en time mere med porno.

Rødlige og gyldne blade falder i parken.

Klimasnak har ellers holdt dem grønne

langt tid over det sædvanlige.

Et vredt ur tikker over noget

der ligner en kvinde.

Hun er barnløs

fordi hun forveksler sin mund

med sin vagina.

Fortvivlelse kender sine kunder

hvorfor fortovet lugter af lig.

Frit fald fra øverste mening

skridt for skridt.

Ved et uheld

kommer jeg til at kigge

ind ad en stueetages rude

og jeg spotter noget

der skulle forestille en mand.

Han er barnløs

fordi han har sex med sin skærm.

Videre nede mod bymidten

er det begyndt at regne.

Endnu en reklame stanger øjet;

nu er himmeriget at købe en frakke

i olivengrøn.

Gadestilkenes respiratorsol tændes tidligt.

Herfra forsvinder dagene i en tåge.

I denne sjæleskårs tid

på disse stræder af himmelgnist

ved dette nedslag af forvirring

står vi aldrig men alene

med håndholdte gravstene

og fra korsfæstede løfter

erigerer kviklånets kløfter.

Gid jeg var så dum

at kosmos ikke blinkede

i et serverrum.

Ingen ser op eller hinanden

og hvad så?

Nallerne pixelsurfer fortovet

cirkeleuforien brænder

og på denne nats bunker af friske lig

holder jeg stand som den sidste.

Jeg kæmper uden facade

uden talent

uden følgere

men med afskrabninger på knæene

en blødende revne i brystet

og en stråle af milliarder liv

før mit eget.

Og jeg sigter efter kontakten bag dit øre

lænken til det blå spejl

hvor årenes profilbilleder

udformer spiralen af minder uden adresse

uden ansvar

uden mening.

Gud skabte mennesket i eget billede

og mennesket skabte AI i eget billede

hvilket havde været fint

hvis ikke vi var på det stadie

hvor vi stadig investerer i territoriale krige

og ghoster hinanden ved den mindste fejl.

Sisyfos symfoni

Respawner i gyden

af søvnløs morgensol

endnu et big bang folder byen ud.

Trafikken tuder

og som smoggen samler logoerne

i den første klynge

asfalteres Mælkevejen

med falske drømme.

Præcis som sidst

en planet for hver følelse

støbes i støvets industrikvarter

hjerter kolliderer

og næppe når nogen

at blinke

før novaerne fusionerer

på de første caféer;

dannende

sladderens grumsede grundstof.

Iført smartcuffs

er evigheden en enøjet edderkop

og den værste tilstand clean.

Vi er afføringen af barnevogne

proppet med emojies

slentrende gennem sekunderne

som ludere i en verden uden fortov.

Afviste kredsløb

knokler på fabrikken

hvor spyt raffineres til graffiti.

Afviste kredsløb

producerer orange malerier

splejser udsigten

som en urban sindssammensmeltning

indekserer liv i erigerende stålstilke.

Vejene drypper tårer af uendelig silke.

Bag facaden spinder ormen en ny tidslinje

lader de uegnede kollapse.

En ny skikkelse former sig

blot for at være.

Den æder et univers

skider det ud i gentagelsens kosmos.

Bliver du aldrig træt

af minder der aldrig var dine.

Brækker du dig aldrig over bølgerne

fra undskyldningernes maskine.

Jeg vil så gerne trække stikket

vække dig fra din dybe

drømmeløse

søvn.

Det flår

som veer

mellem hendes lår

hun reproducerer

en ny pixelklon

endnu en version

til udstillingen

i de kvadratiske vinduer

til skue

for feedets gade

Stuerne vrimler med inficerede børn.

Brændende albuer er station for en syg vekselstrøm.

Trafikken i nervesystemet oser

fordi parasitten fester igennem glasset.

Ude foran butikkerne sover folk i kø

for at blive smittet

med den nyeste variant.

Ventetiden nydes

med en sjus frisktappet reklamegift;

Edderkopper lægger æg i din hjerne.

Ind over de drænede bygninger

der står i mental lockdown

skvulper bølge efter bølge.

Fortidens gule visdom råber op i vilden sky

men det preller af på cyberbarrieren.

Ingen på avenuen synes at gå fri

fra det bizarre symptom

som giver fingrene en konstant glastrang.

Nu er hele kroppen vibration

hver gang trofast telefonreligion krøller nakkerne:

Tid til at ofre på Metas alter!

Muterende gennem flimrende information

trives den uden restriktion

så længe afgudsdyrkelsen frastøder erkendelsen

om en global, digital sygdom.

En livlig kode

stalker dine beslutninger

og takker dig med visuelle godbidder

hvorfor du ikke nåede at tænke

før du kørte pegefingeren over displayet

og kløede løs

som var det eksem.

Nakker går knækkede rundt i kulissen

af et afskyeligt syn.

Apps er blevet til ansigter

der deprimerer byen.

Instabier og TikTosser skyder op

som ukrudt mellem fliserne.

Stik imod kutymen

løfter en af dem sin virtuelle burka

og ser sig for

inden hun krydser vejen.

Himlen er forseglet bag et beauty filter.

Skår af koncentration basker med vingerne

ikke for at indtage idéer

men for livet.

I forgrunden sidder skærmslaverne

på en lang sammensvejst række

hvor de kondenserer i hørmen af åndelig forrådnelse.

De håndholdte rektangler absorberer følelserne

og sender dem afsted som data

så de kan laves om til penge.

Pengene fremstiller et hjerneimplantat

med det beskedne formål

at afbryde virkeligheden for evigt.

Ammes med likes
mades med feed
og patter skærmmælk på flaske.
Er ikke så mobile
men får meget mobil.
Født ind i en profil
der let bliver labil;
ustabil.
Kan altid trøstes med en video
og en panodil.
Ude af stand til samtykke
plaffes ned af de voksnes selfies
indtil træthed træffer.
En lur stikkes i opladeren
så der er friskhed
til at skaffe mor og far opmærksomhed.
Cybørn vises frem ved lyshunger
og pakkes væk bag glas.

Livet var lige begynd
tog du er allerede på plejehjem
lettere abstinent
med flimmeren tændt
glugger de samme gamle trin
ekstatisk over du aldrig nåede
at spotte deres marionettråde
for Dukkernes dans
eksekveres i glans
Dukkernes dans
er ren dominans
Dukkernes dans
står i luminans
så strålende skrålende at det evner
at ramme laveste fællesnævner
og nu ser jeg selv de blodigste rebeller
flytte ind i statens luftkasteller
høje på skyerne af gassen fra kognitionens koncentrationslejr
anæstesien virkede som beregnet
oprøret absorberet i massernes tomme tilfredshed
med lykkeløn, lykkesnak, lykkepiller
ensomt barn på institutionen
opfostrer servilitetsnationen
faraos våde drøm
slaverne hylder slaveriet
trækker med mén
og ødelagte ben
sten til pyramiden

Som en fritænker i lænker
isolerer de mine flammer
bag digitale tremmer
men hvad er det jeg skuer
ud ad min cybercelles vinduer?
Børn der prikkes
børn der stikkes
reducerede til lydighedsteknologiens nye forsøgsrotter
apparatets nye voodooklude
forvrængede i profittens prisme
og medicinlobbyisme
og nu kan jeg snart ikke mere
fatter ærlig talt ikke hvad der sker
så bare gør mig til Jeres neger
kan ikke finde rundt i det her
og hvis at rejse er at leve
må jeg nøjes med at dø

Minutterne slider hinanden op
som organer i en forkert krop
hvorfor kan mit lys ikke længere nå dig?
Du væk
forsvundet i en fremmedgjort befolkning
beslaglagt af angst
vandrende i trance og indifference

I det ene rum swipes kødmider.
I det næste opstilles jeg i et gitter af kakofoni
hjemsendt til Zooms menageri
og efter hvert ævlende centrumsinterval
tager transportbåndet dig videre til kvadraternes land
hvor legemeslinjer
gøres op i hjerter
sindssyge
der aktiveres med pres fra høvlede hudceller.
Det samme pres findes i aftrækket
på de obligatoriske skarpskud i selvet
til tjeneste for gule spøgelser
forsvindende som snefnug i maj
efter et angivet antal sekunder.

Folk snitter restriktionernes hvide snit
mens de ofrer frihed skridt for skridt
til en salme i et selvmedlidende mareridt.
Nogle varmer sig på det syge samfundssind.
Deres moral vil ikke lukke dig ind.
Andre kradser øjeæblerne ud
fordi det er bedre at være blind.

Jeg flytter kølediskens låge
overfor mig stirrer en maske i tåge
han ryster på hovedet
så det ryster i hele Føtex
jeg beskydes med blod fra hans sklera
kan mærke det mase
kan mærke det knase
ser hans cerebrale metastase
over mit manglende mundbind
mon jeg har dræbt hans familie?

Venstre uppercut krydser kæben
morbid skalle flækker læben
krum næse brækkes af albue
vi befinder os i Nettos myretue
emballage i modtryk
for turbohændernes fremryk
spyt i fjæset – savl i luften
hvor er fornuften?
Undres en lille grøn kjole
mens hun ser sin mor
forvandles til en zombie
i kampen
om den sidste pakke Lambi.

Samvær
blevet til skamvær
når videnskab
ikke lytter til videnskab
skabes et tab
der får fattigrøv
til at samle mundble op
fra perronens affaldsbøtte
så han kan tilgå
Hovedbanen

i dette syn af mundbleer på rulletrapper
kan jeg for et øjebliks amnesi
være i
at hun under lockdown fik diagnosen for sent
og er dømt til cancerdøden

Alene i verden!
Usete detaljer i periferien
farvelægger døde skygger op ad Diamanten
og tager vejret fra mig
vidunder på vidunder udklækkes som æg
i skær af urbane ædelstene
jeg blændes
og nervesystemet kvitterer med gåsehud;
samfundet fungerer jo fabelagtigt uden drift!